Den holografiske historie

Nov 16, 2022

Læg en besked

Nobelprisen i fysik i 1971 gik til den britisk-ungarske videnskabsmand Dennis Gabor (Gábor Dénes på ungarsk)[1][2] "for hans skabelse og udvikling af den holografiske teknik." [3]

Hans arbejde, afsluttet i slutningen af ​​1940'erne, var baseret på det banebrydende arbejde fra tidligere forskere, såsom Mieczysaw Wolfke i 1920 og William Lawrence Bragg i 1939, inden for røntgenmikroskopi.

[4] Det britiske Thomson-Houston Company (BTH) i Rugby, England, gjorde dette uventede fund som en konsekvens af arbejdet med at opgradere elektronmikroskoper, og virksomheden indsendte en patentansøgning i december 1947. (patent GB685286). Den tidligste form for metoden, kendt som elektronholografi, bruges stadig i elektronmikroskopi. Optisk holografi udviklede sig dog ikke helt før laserens opfindelse i 1960. De græske termer o (holos; "hele") og (graf; "skrivning" eller "tegning") er, hvor ordet "holografi" stammer fra.

Et hologram er en repræsentation af et interferensmønster, der bruger diffraktion til at replikere et tredimensionelt lysfelt. Et genereret billede fra det replikerede lysfelt kan bevare den originale scenes dybde, parallakse og andre karakteristika. [5] Et billede skabt af en linse er ikke det, der udgør et hologram; snarere er det en fotografisk optagelse af et lysfelt. Når det ses i diffust omgivende lys, er det holografiske medium, såsom emnet skabt af en holografisk proces (som også kaldes et hologram), typisk uforståeligt. Lysfeltet er kodet som et interferensmønster af ændringer i det fotografiske mediums tæthed, opacitet eller overfladeprofil. Når det er korrekt belyst, diffrakterer interferensmønsteret lyset til en troværdig repræsentation af det oprindelige lysfelt, og objekterne, der var i det, viser realistisk skiftende visuelle dybdesignaler som parallakse og perspektiv som et resultat af de forskellige betragtningsvinkler. Med andre ord er emnet set fra sammenlignelige perspektiver i alle visninger af fotografiet. I denne forstand er hologrammer faktiske tredimensionelle billeder i stedet for blot at give et udseende af dybde.

Tekst med vandret symmetri, af Dieter Jung

Opfindelsen af ​​laseren gjorde det muligt for Yuri Denisyuk i Sovjetunionen[6] og Emmett Leith og Juris Upatnieks ved University of Michigan i USA at skabe de første funktionelle optiske hologrammer, der fangede tredimensionelle objekter i 1962.

[7] Optagelsesmaterialet til tidlige hologrammer var sølvhalogenid fotografiske emulsioner. De var ikke særlig effektive, da gitteret de dannede absorberede meget af det lys, der ramte det. Det var muligt at skabe langt mere effektive hologrammer takket være forskellige teknikker til "blegning" eller transformation af transmissionsvarians til brydningsindeksvariation. [8] [9] [10]


For at optisk holografi kan fange lysfeltet, kræves der et laserlys. Tidligere krævede holografi kraftige, dyre lasere, men i dag kan billige laserdioder, der masseproduceres og almindeligvis bruges i andre applikationer, såsom DVD-optagere, bruges til at skabe hologrammer. Dette har gjort holografi meget mere tilgængelig for dedikerede hobbyfolk, lavbudgetforskere og kunstnere. Hele scenen, der fanges under optagelsen, kan kopieres i mikroskopiske detaljer. Det er dog muligt at se 3D-billedet uden laserlys. For at observere hologrammet og i nogle situationer skabe det uden krav om laserbelysning er der typisk behov for betydelige billedkvalitetsindrømmelser. For at undgå at bruge potentielt dødelige pulserende lasere med høj effekt til optisk at "fryse" bevægende mennesker lige så præcist som den meget bevægelsesintolerante holografiske optagelsesmetode, bliver holografiske portrætter ofte til en ikke-holografisk mellembilleddannelsesteknik. I dag kan hologrammer endda afbilde ikke-eksisterende objekter eller indstillinger fuldt ud ved hjælp af computergenererede billeder. Mens teknologier til at vise bevægelige landskaber på en holografisk volumetrisk skærm i øjeblikket udvikles, er størstedelen af ​​de oprettede hologrammer af statiske elementer. [11] [12][13]

Holografi bruges også til en lang række forskellige bølgeformer. De græske termer o (holos; "hele") og (graf; "skrivning" eller "tegning") er oprindelsen til ordet holografi.

Et hologram er en repræsentation af et interferensmønster, der bruger diffraktion til at replikere et tredimensionelt lysfelt. I modsætning til et linsebaseret billede er et hologram en fotografisk repræsentation af et lysfelt. Det kan producere et billede, der bevarer dybden, parallaksen og andre karakteristika af den originale scene. Når det ses i diffust omgivende lys, er det holografiske medium, såsom emnet skabt af en holografisk proces (som også kaldes et hologram), typisk uforståeligt. Lysfeltet er kodet som et interferensmønster af ændringer i det fotografiske mediums tæthed, opacitet eller overfladeprofil. Når det er korrekt belyst, diffrakterer interferensmønsteret lyset til en troværdig repræsentation af det oprindelige lysfelt, og objekterne, der var i det, viser realistisk skiftende visuelle dybdesignaler som parallakse og perspektiv som et resultat af de forskellige betragtningsvinkler. Med andre ord er emnet set fra sammenlignelige perspektiver i alle visninger af fotografiet. I denne forstand er hologrammer faktiske tredimensionelle billeder i stedet for blot at give et udseende af dybde.

Tekst med vandret symmetri, af Dieter Jung

Emmett Leith og Juris Upatnieks ved University of Michigan i USA[7] og Yuri Denisyuk i Sovjetunionen[6] skabte de første praktiske optiske hologrammer, der optog tredimensionelle objekter i 1962. Tidligere hologrammer brugte sølvhalogenid fotografiske emulsioner som optagemediet. De var ikke særlig effektive, da gitteret de dannede absorberede meget af det lys, der ramte det. Det var muligt at skabe betydeligt mere effektive hologrammer ved at bruge en række forskellige "blegnings"-teknikker, der ændrede transmissionsfluktuationen til en brydningsindeksvariation.[8][9][10]


For at optisk holografi kan fange lysfeltet, kræves der et laserlys. Tidligere krævede holografi kraftige, dyre lasere, men i dag kan billige laserdioder, der masseproduceres og almindeligvis bruges i andre applikationer, såsom DVD-optagere, bruges til at skabe hologrammer. Dette har gjort holografi meget mere tilgængelig for dedikerede hobbyfolk, lavbudgetforskere og kunstnere. Hele scenen, der fanges under optagelsen, kan kopieres i mikroskopiske detaljer. Det er dog muligt at se 3D-billedet uden laserlys. For at observere hologrammet og i nogle situationer skabe det uden krav om laserbelysning er der typisk behov for betydelige billedkvalitetsindrømmelser. For at undgå at bruge potentielt dødelige pulserende lasere med høj effekt til optisk at "fryse" bevægende mennesker lige så præcist som den meget bevægelsesintolerante holografiske optagelsesmetode, bliver holografiske portrætter ofte til en ikke-holografisk mellembilleddannelsesteknik. I dag kan hologrammer endda afbilde ikke-eksisterende objekter eller indstillinger fuldt ud ved hjælp af computergenererede billeder. Selvom teknologier til at vise dynamiske landskaber på en holografisk volumetrisk skærm i øjeblikket udvikles, er størstedelen af ​​de hologrammer, der oprettes, af statiske objekter.[11][12][13]

Holografi bruges også til en lang række forskellige bølgeformer. det fotografiske mediums opacitet, tæthed eller overfladeprofil. Når det er korrekt belyst, diffrakterer interferensmønsteret lyset til en troværdig repræsentation af det oprindelige lysfelt, og objekterne, der var i det, viser realistisk skiftende visuelle dybdesignaler som parallakse og perspektiv som et resultat af de forskellige betragtningsvinkler. Med andre ord er emnet set fra sammenlignelige perspektiver i alle visninger af fotografiet. I denne forstand er hologrammer faktiske tredimensionelle billeder i stedet for blot at give et udseende af dybde.

Tekst med vandret symmetri, af Dieter Jung

Emmett Leith og Juris Upatnieks ved University of Michigan i USA[7] og Yuri Denisyuk i Sovjetunionen[6] skabte de første praktiske optiske hologrammer, der optog tredimensionelle objekter i 1962. Tidligere hologrammer brugte sølvhalogenid fotografiske emulsioner som optagemediet. De var ikke særlig effektive, da gitteret de dannede absorberede meget af det lys, der ramte det. Det var muligt at skabe betydeligt mere effektive hologrammer ved at bruge en række forskellige "blegnings"-teknikker, der ændrede transmissionsfluktuationen til en brydningsindeksvariation.[8][9][10]

For at optisk holografi kan fange lysfeltet, kræves der et laserlys. Tidligere krævede holografi kraftige, dyre lasere, men i dag kan billige laserdioder, der masseproduceres og almindeligvis bruges i andre applikationer, såsom DVD-optagere, bruges til at skabe hologrammer. Dette har gjort holografi meget mere tilgængelig for dedikerede hobbyfolk, lavbudgetforskere og kunstnere. Hele scenen, der fanges under optagelsen, kan kopieres i mikroskopiske detaljer. Det er dog muligt at se 3D-billedet uden laserlys.

For at observere hologrammet og i nogle situationer skabe det uden krav om laserbelysning er der typisk behov for betydelige billedkvalitetsindrømmelser. For at undgå at bruge potentielt dødelige pulserende lasere med høj effekt til optisk at "fryse" bevægende mennesker lige så præcist som den meget bevægelsesintolerante holografiske optagelsesmetode, bliver holografiske portrætter ofte til en ikke-holografisk mellembilleddannelsesteknik. I dag kan hologrammer endda afbilde ikke-eksisterende objekter eller indstillinger fuldt ud ved hjælp af computergenererede billeder. Mens teknologier til at vise bevægelige landskaber på en holografisk volumetrisk skærm i øjeblikket udvikles, er størstedelen af ​​de oprettede hologrammer af statiske elementer. [11] [12] [13]

Holografi bruges også til en lang række forskellige bølgeformer.

Send forespørgsel